Iagttagelser ved havørnereden på Filsø i 2022

Havørneparret benyttede i 2022 en af plantagerne nær ved Filsø og fik en unge på vingerne. Da den er eneunge og sandsynligvis godt forkælet af forældrene (de havde jo kun en unge at fodre) var den ikke meget for at komme hjemmefra den trygge rede. Ofte tager Havørneunger deres første flyvetur, når de er ca 80 dage gamle og er ved at blive trætte af den anden unge i reden, der også vil lave flyveøvelser. Denne unge blev på reden til den var 90 dage.

aage 6 4 3 0O1A3667

Forældrefuglene gjorde de ihærdigste anstrengelser for at få den ud at flyve. Den ene adulte sad ofte i toppen af redetræet, medens den anden fløj rundt om træet med høje kald og en halvspist fisk i fangerne for at lokke ungen ud- men ligemeget hjalp det.
 Endelig 90 dage gammel tog den sin første flyvetur ud i området ved Filsø. Flere har set den og nogle har været heldige at få taget fotos af den.

Ungen er blevet påsat GPS og alle GPS-udstyrede ørne i Danmark får navn

Denne er en han, der har fået navnet Aage- selvfølgelig opkaldt efter Aage V. Jensen, der som bekendt var ophavsmand til Naturfonden, der har genetableret Filsø.
 Aage var, som de italienske unge mænd, der bliver hos mama, til de 30 år, længe om at flytte hjemmefra. Sidst i oktober fløj den endelig hjemmefra, og det endda helt til det tyske vadehav.

aage 5 0O1A2140

 

 

 

 

 

Aage kan med 3 dages forsinkelse følges på dette link fra DOF`s hjemmeside.


Om Filsø

Filsø har siden 2013 været tilholdssted og fourageringsområde for “Projekt Ørns” Havørnepar nr 59.
I løbet af 10 år har de fået 9 unger på vingerne, 3 unger er døde og andre år, blev det kun til rugningen.
Parret har gennem årene bygget 7 reder, dels i forskellige plantager ved Filsø og dels i Vrøgum Plantage.

Havørne bygger normalt rede i god tid inden ynglesæsonen i et nøje udvalgt område.
Et par Stor Hornugle, der ankommer senere til yngleområdet, har siden 2017 overtaget ørnenes rede i Vrøgum Plantage. Ørnene kan tilsyneladende ikke klare sig overfor uglernes styrke og har flere gange været nødt til, på kort tid, at bygge en ny rede.

DOF Sydvestjylland
Karin Gustausen 2022
(pdb 30. april 2023)