Kjeld Hansen undersøger i sin nye bog "Det store svigt" årsagerne til, at Danmark trods verdens bedste naturfredningslov i dag har en natur, der er blandt de ringeste i Europa.
Danmark fik sin første egentlige naturfredningslov i 1917. Kjeld Hansen har benyttet jubilæumsåret til i en stor bog at kigge på, hvad der er kommet ud af anstrengelserne i de forløbne 100 år.
Gennem disse mange år er der gennemført ca. 1800 naturfredninger i Danmark. Man kunne tro, at denne indsats i vid udstrækning havde modvirket den forarmning af dansk natur, der er et resultat af strukturændringerne i det danske landskab (industrialiseringen af landbruget, vejanlæg, byvækst, landvindinger etc.). Det er desværre ikke tilfældet.
I bogens første del beskrives naturfredningens historie i Danmark, ikke i form af en kedelig gennemgang, men en engageret fortælling, hvor vi hører om de mange udfordringer fredningssagen mødte. Der måtte ofte kæmpes mod mægtige modstandere ikke sjældent med Hedeselskabet og de politiske kræfter bag dette som fjende nr. et. Det blev til både sejre og nederlag - spændende læsning.
Efter den historiske gennemgang går forfatteren i dybden med en række fredninger for at undersøge, om naturfredningsloven har reddet Danmarks natur. Det er nok bogens mest spændende afsnit. Her kommer vi helt ned i substansen. Desværre er det sjældent opbyggelig læsning. Fredningsbestræbelserne bliver ofte mødt med hård modstand fra aktører, der er ligeså røgede, som de er spegede. Kan man ikke forhindre fredningen, kan man i stedet gennemtrumfe bestemmelser, der tømmer den for reelt indhold. Går den heller ikke, kan man i stedet forsøge omgå eller mistolke fredningerne, så man kan fortsætte med at udnytte områderne uden tanke på naturindholdet.
Vi hører f. eks. om bønder, der via politiske venner får presset en kommunal forvaltning ud i at ødelægge en fredning (Røjen bæk ved Herning) på et juridisk mere end tvivlsomt grundlag. Sagen afgjordes på et lukket møde med et referat, der ikke afslører, hvad der er foregået på mødet.
Nørholm Hede.
Oftest er det naturligvis økonomisk (landbrugs- eller forstmæssig) udnyttelse der kolliderer med fredningerne. I tilfældet Nørholm Hede er det dog ganske anderledes. Her fastslår bestemmelserne i den private fredning, at hensigten er at bevare heden ”i sin naturlige tilstand som et billede af de store hedeegne…”. På trods af denne klokkeklare formulering, er det lykkedes forstbotanikere gennem årtier at fastholde heden som et forskningsområde, hvor de kan følge, hvordan heden udvikler sig til skov præget af bjergfyr. Ethvert forsøg på at gennemføre hedepleje bliver afvist med den begrundelse. Der er desværre ikke nogen som helst tegn på, at det skulle ændre sig i fremtiden. Mon ikke godsejerinden, der i 1913 ville bevare heden, roterer i sin grav.
Lønne Kirkeflod.
Ofte mislykkes en fredning, fordi fredningsbestemmelserne er for vagt udformede pga. pres fra lodsejere eller andre. Lønne Kirkeflod er eksempel på en fredning der er endt som total fiasko af den grund. Den eneste lobeliasø syd for Limfjorden blev ødelagt af dræning og gødskning på trods af fredningen.
Søen er også eksempel på et tilbagevendende problem: når fredningen er afsluttet glemmer man alt om den, og ingen kontrollerer, om naturen udvikler sig som forventet. Lobeliasøen blev til en almindelig uinteressant gødningspåvirket sø, uden at nogen opdagede det.
Et tilbagevendende problem i de lidt ældre fredninger er, at der ikke er bestemmelser om pleje, hvilket resulterer i at heder, enge og overdrev springer i skov eller krat trods fredningen, ja i enkelte tilfælde ødelægges et område, netop fordi det fredes!
Det er man dog meget opmærksom på i nyere fredninger.
Varde Ådal. Flot fugletårn, men ingen fugle. Foto: Søren Peder Nielsen
Varde Ådal og Tøndermarsken.
Varde Ådal med projekt Engsnarre får også et kapitel i bogen. Her var tidligere fuglerige enge med ynglende Brushane, Stor Kobbersneppe og Engryle, som alt sammen forsvandt pga. ændringer i landbrugsdriften. Man startede derfor projekt Engsnarre, hvor man kompenserede landmændene med årlige hektartilskud for at overgå til mere naturvenlige driftsformer.
Problemet er, at indskrænkningerne i driften er for lidt restriktive til at have nogen effekt på naturkvaliteten. Der er ikke kommet engfugle eller varieret engflora og insektliv på trods af, at man efter forfatterens beregning vil have brugt næsten 200 mio. kr. på det 20-årige projekt, når det afsluttes i 2022. For de samme penge kunne man have erhvervet en meget stor del af engene og dermed været i stand til at gennemføre en effektiv naturgenopretning. I stedet er pengene nu fuldstændig spildt (bortset fra, at de involverede landmænde har fået en lukrativ driftsstøtte).
Tøndermarsken fremviser en lignende problemstilling. Også her er der gennem årene brugt flere hundrede mio. kroner uden nogen mærkbar effekt for fuglelivet.
Forfatterens konklusion er, at løbende støtte som kompensation for naturvenlig drift er penge ud ad vinduet. Det eneste brugbare er statslige opkøb af arealer eller fredningsbestemmelser, hvor staten har hånd i hanke med driften og kontrollerer udviklingen tæt.
Resultatet af Kjeld Hansens research er, at et meget stort antal af de danske naturfredninger er endt som fiaskoer, der ikke har evnet at fastholde de naturværdier, der var i områderne før fredningerne. Der er med andre ord spildt mange hundrede millioner kroner på nytteløse fredninger.
Den danske stat har svigtet katastrofalt i bevarelsen af vore naturværdier. Heldigvis er der andre spillere, der kan bøde på den statslige fallit.
For det første er der private fonde.
Aage V. Jensens fonde har opkøbt nogle af de vigtigste danske naturområder: Vejlerne, Lille Vildmose, Filsø og andre. Her plejes områderne, så de er optimale for naturen.
Den nyoprettede Den danske Naturfond, der er et samspil mellem private fonde og staten, forventes i fremtiden at ville spille en vigtig positiv rolle i naturbevarelsen.
Den anden helt store aktør i naturbevarelsen i Danmark er EU. Takket være EU's habitatdirektiv, fuglebeskyttelsesdirektiv og Natura 2000 områderne er tilbagegangen for dansk natur betydeligt mindre, end hvis beskyttelsen var overladt til skiftende ligeglade eller direkte naturfjendtlige danske regeringer.
Kjeld Hansen har endnu en gang udgivet en bog, der er uomgængelig i debatten om Danmarks natur. Måtte den blive flittigt benyttet af politikere og embedsmænd på både lokalt og nationalt plan.
Bogen henvender sig til alle naturinteresserede og anbefales på det varmeste. Man skal ikke lade sig afskrække af, at emnet måske kan forekomme sagligt og tørt. Den er meget velskrevet og velturneret. Forfatteren evner at fremstille tingene, så der bliver en spændende fortælling ud af noget så prosaisk som en fredningssag. Han har en skarp pen og en evne til at give stoffet kant, som nogle vil finde provokerende, men sagligheden går han ikke på kompromis med.
Det er tilmed en lækker bog, flot sat op og gennemillustreret.
Køb bogen, det er uden tvivl sæsonens vigtigste bog om dansk natur.
/Søren Peder Nielsen
