Per Baden - kasserer

Jeg har i min tid i bestyrelsen for DOF Sydvest over en årrække primært virket som kasserer. Jeg var dog oprindelig også med i opstartsfasen af DOFbasen og havde ansvaret for nummereringen af de enkelte fuglearter. Mit første bestyrelsesarbejde var som for de fleste et år som suppleant sammen med Keld Bakken, men allerede efter et år blev vi valgt ind i bestyrelsen som fuldgyldige medlemmer, hvilket ikke gjorde den store forskel, for dengang som nu bliver man inddraget i de ting, man har lyst til, uanset om man er suppleant eller valgt medlem af bestyrelsen. Det var også på den tid, Marco Brodde kom ind i bestyrelsen, så vi har fulgtes ad i mange år i bestyrelsen. Det varede heller ikke længe, inden Keld Bakken var formand og jeg kasserer. Jeg overtog jobbet efter Niels Knudsen, som var mangeårig kasserer, men vi var også så heldige, at Hanne Andersen og Henning Simonsen fortsatte i mange år som bilagskontrollanter/revisorer.

På et tidspunkt kom der gang i et projekt, der hed DOFbasen. Den første app var udviklet af Kim Biledgaard fra Horsens og var i første omgang uden DOF’s medvirken. I den forbindelse fik jeg så til opgave at få nummereret alle arter og racer ud fra den gældende EURING liste, der er ringmærkernes artsliste. Desværre var listen dengang temmelig mangelfuld, så jeg måtte forsøge at give alle racer et nummer, hvilket der ikke var ret mange racer, der havde dengang. Det samme gjaldt hybrider, som der jo også er en del af. Det varede dog ikke længe, inden DOF kom med i projektet, og alle lokalafdelinger fik sin egen DOFbasekoordinator.