Der bliver I disse år vendt op og ned på historien om fuglenes udvikling. DNA-analyser viser, at udviklingen har fulgt helt andre veje end antaget de seneste mere end 100 år.
Vi mærker konsekvenserne ved, at fuglene optræder i ændret rækkefølge i bøgerne, men historien om, hvordan fuglene for ca. 150 mio. år siden udskilte sig fra dinosaurerne og siden udviklede sig til de arter, vi kender i dag, er spændende i sig selv.
Den traditionelle opfattelse af fuglenes udvikling er formet gennem tusinder af forskeres sammenlignende studier af fuglenes anatomi gennem 1800- og 1900-tallet. Det resulterede i den systematik, vi kender fra fuglebøgerne indtil for nylig.
Den anatomiske metode har en indbygget svaghed. Fugle, der er bygget næsten ens, er ikke nødvendigvis nært beslægtede. De kan have udviklet de samme bygningstræk på grund af en ensartet levevis. Lommer og Lappedykkere minder f. eks. meget om hinanden og har derfor været anset for nært beslægtede. Det viser sig dog, at det er de overhovedet ikke. Begge grupper er blot udviklet til at være effektive dykkere, der jager deres føde under vandet.
Man har længe vidst, at den traditionelle opfattelse havde svagheder, f. eks. ville man antage, at nærtbeslægtede arter også lignede hinanden molekylærbiologisk, at f. eks. enzymer og proteiner var fordelt mellem arterne, så de afspejlede systematikken. Det er imidlertid ikke tilfældet.
Strudsens stamform dukkede op for 90-100 mio. år siden. Den er dermed den nulevende fugl, hvis stamtræ kan føres længst tilbage. Foto: Søren Vinding
DNA-analyse.
I de senere år har man fået en helt ny metode, DNA-analyse.
DNA er som bekendt bærer af arvelige egenskaber, og jo mindre DNAet hos to arter adskiller sig fra hinanden, jo nærmere beslægtet er de. Man kan ovenikøbet ud fra forskelligheden beregne hvor lang tid, der er gået, siden de adskiltes - det såkaldte molekylære ur.
I de senere år, er der udviklet avancerede teknikker, så man kan analysere hele genomet hos en organisme for en begrænset udgift. Det har man gjort hos en række fugle, således at man nu har styr på samtlige fugleordeners slægtsskab (ordenen er den groveste systematiske inddeling af fuglene: andefugle, spurvefugle, måge-vadefugle etc. er alle fugleordener).
Projektet fortsætter. Målet er at få analyseret alle verdens fuglearter. Men allerede nu er ordenerne som sagt på plads. Resten er i den sammenhæng detaljer.
Fuglenes opståen og videre udvikling.
Fuglenes udvikling er i grove træk sket sådan:
150 mio. år: fugle udskilles fra dinosaurer. Det kendte fossil Archaeopteryx er fra den tid.
100 mio. år. En fælles stamform for alle nulevende fugleordener udskiller sig. Den mangler bl.a. tænder. Fugle med tænder lever videre side om side med den, men uddør i kridt/tertiær-katastrofen for 65,8 mio. år siden.
100 – 90 mio. år. Opdeling i Strudselignende fugle og Ande- og Hønsefugle
65,8 mio år siden. Kridt/tertiær-katastrofen. Asteroide rammer Mexico, forårsager enorme vulkanudbrud i flere år og resulterer i masseuddøen blandt alt levende, bl. a. uddør dinosaurerne (de af dem, der ikke havde viderudviklet sig til fugle). De fugle der overlever katastrofen isoleres i en række bestande, der udvikler sig i forskellig retning.
65,8 – 60 mio år. De isolerede fuglebestande udvikler sig til alle de nuværende fugleordner (udover de allerede da eksisterende strudse-, ande- og hønsefugle).
60 mio. år. Alle de nuværende fugleordener er udviklet.
Spurvefuglenes stamform udvikledes for ca. 60 mio. år siden samtidig med langt de fleste andre fugleordner. Foto: Eva Foss.
Det er en meget fascinerende historie, der også indbefatter kontinenternes drift og derigennem forklarer, hvorfor fuglene i dag er fordelt på kloden, som de er.
Vi får også aflivet myten, om at Skarven er en meget primitiv og tidligt opstået fugl. Baggrunden for myten er, at Skarvens fjerdragt ikke er vandskyende som andre svømmefugles.
Men myten har ikke hold i virkeligheden, Skarvens stamfader er opstået sammen med flertallet af fugleordener for 60 – 65 mio år siden og er dermed ikke specielt gammel.
Ny systematik.
Den ny viden har som sagt resulteret i en helt ny systematik, der bl.a. vender op og ned på rækkefølgen af arterne i fuglebøger m.v.
Du kan se den nye systematik i detaljer her:
Fuglene i Vestpalæarktis (Europa m.v.)
Videre læsning:
Jon Fjeldså fra Zoologisk Museum i København har begået en kort oversigtsartikel i DOFT 2015 nr. 1.
Læs den her.
Forfatteren er et centralt medlem af den internationale forskergruppe, der udreder trådene.
I ”Fugleåret” 2014, side 250-253 er der ligeledes en kortfattet omtale fra forskerne ved CMEC, Københavns Universitet.
Jon Fjeldså har skrevet en meget grundig artikel i ”Handbook of the Birds of the World, Special Volume”, 2013 side 78-146. ”Avian classification in flux”.
Hovedbiblioteket i Esbjerg har bogen, der også kan fremskaffes af et hvilket som helst andet bibliotek.
Her i foråret er der udkommet en fin bog om emnet:
John Reilly: ”The Ascent of Birds”. Exeter, Pelagic Publishing, 2018.
Se en anmeldelse af bogen her.
/Søren Peder Nielsen 2018-10-21
