Skal vi have Urfuglen tilbage? Det foreslår Jens Gregersen i sin nye pragtbog om den jyske hede i urfuglens tid.
På Lüneburger Heide i Nordtyskland var Urfuglen i 1998 truet af udryddelse, der var blot 20 fugle tilbage. I dag tæller bestanden ca. 250 fugle, og en del har desuden spredt sig til omliggende områder. Det skyldes en målrettet og massiv indsats med naturpleje. Vi kunne ifølge Jens Gregersen gøre det samme i Danmark, hvor vi har landskaber, som forholdsvis nemt kan omdannes, så de opfylder urfuglenes behov. Og fuglene kan vi hente på Lüneburger Heide.
I den sidste del af sin nye bog kommer Jens Gregersen med et konkret forslag til oprettelse af en nationalpark i området fra Borris Hede til Skarrild Hede, hvor man skal fælde tre fjerdedele af nåletræsplantagerne, udlægge områder til retablering af hede samt omlægge mindst halvdelen af den resterende landbrugsjord til ekstensiv, økologisk drift.
Urfuglen trives nemlig bedst i områder, hvor lynghede i forskellige stadier (fra nyspiret til gamle lyngris) veksler med ekstensivt drevne landbrugsarealer, hvor der er plads til ukrudt.
De fredede heder, vi har tilbage, der grænser skarpt op til intensivt gødet og sprøjtet agerland trives hedens sorte kok ikke i.
Forslaget er tænkt som inspiration. I sin fulde udstrækning er det næppe realistisk (det indebærer bl.a., at en motorvejsstrækning på adskillige km skal graves ned i en tunnel), men bolden er givet op til diskussion af lignende ideer.
Forslaget fylder blot en mindre del af den nye bog, der i øvrigt er et klassisk Jens Gregersen værk, hvor illustrationerne er det bærende element. Hvert eneste opslag byder enten på en akvarel i stort format eller en række mindre af mere skitsepræget karakter, alt sammen i Jens Gregersens karakteristiske streg. Motiverne spænder fra vidtstrakte landskaber til detaljerede studier af insekter og planter, og naturligvis spiller hedens fugle en fremtrædende rolle med Urfuglen som hovedrolleindehaveren.
Bogen er disponeret i fire dele, hvor det første handler om Urfuglen og dens storhed og fald. Her læser man, at den danske urfuglebestand i nyere tid overraskende nok kulminerede omkring 1940, hvor efterårsbestanden var omkring 5.000 fugle. Kulminationen så sent skyldes, at hedeopdyrkningen på det tidspunkt havde nået et omfang, hvor landskabet i de tidligere hedeegne var blevet en mosaik af heder og dyrkede marker, og sprøjtning mod ukrudt og insekter endnu ikke var blevet massiv. Derefter er det gået tilbage, til den sidste fugl forsvandt fra Kongenshus Hede i 1999.
I bogens anden del gennemgås en række vigtige hedelokaliteter, og vi får at vide, hvornår Urfuglen forsvandt herfra. Af lokal interesse er her Nørholm Hede, Randbøl Hede og klithederne mellem Ringkøbing Fjord og Vadehavet.
”Steder og tidsbilleder” hedder tredje del, og her er hedens kulturhistorie i fokus. Vi hører om hedens udnyttelse dengang og nu. Vi møder begrebet ”kartoffelslette” som betegnelse for de store, sterile områder, som heden mange steder er ændret til. Et enkelt lyspunkt er der dog også blevet plads til, nemlig Klelund Dyrehave, der er udlagt som biodiversitetsprojekt, og hvor områder med granplantage er ryddet og heden genopstået.
I øvrigt citerer forfatteren flittigt hedens klassiske digtere: Blicher, Aakjær og Kaj munk. Det gælder hele bogen igennem, ikke blot i dette afsnit.
Bogens centrale og mest omfangsrige del er helliget hedens flora og fauna. Her hører vi om og ser dejlige billeder af Stor Regnspove, Bynkefugl, Stor Tornskade, Sanglærke og mange andre. Hjejlen får også sin plads, selvom den desværre er forsvundet som ynglefugl fra de tilbageværende heder, mens Tranens genkomst er den gode historie.
Ikke kun fuglene bliver tegnet og fortalt, også sommerfugle og vandnymfer er med, og ikke mindst er der skønne akvareller af blomster som Klokkeensian, Vårkobjælde, Benbræk og mange andre. Og selvfølgelig er også Ulven genstand for et opslag.
Bogens sidste del går i detaljer med årsagerne til Urfuglens uddøen. Her inddrages bl.a. undersøgelser gennem tiderne af Urfuglenes føde. Konklusionen bliver, at Urfuglen kræver en kombination af heder og ekstensivt dyrkede marker, og derfor kunne den ikke overleve selv på store heder som Borris, Kallesmærsk og Kongenshus. Det er i øvrigt tankevækkende, at Urfuglen ikke forekom naturligt på klithederne i Thy, der ligger stort set isoleret fra landbrugsområder. Man forsøgte at udsætte den her, men den klarede sig ikke i længden.
Endelig sluttes der af med forslaget til oprettelse af ovennævnte nationalpark og genindførsel af Urfuglen.
Jens Gregersen har begået en interessant bog om de jyske heder, men først og fremmest er det en utrolig flot bog, som det er en fornøjelse og stor æstetisk glæde at sidde med. Bogen er fuldt på højde med Jens Gregersens tidligere pragtværker.
/Søren Peder Nielsen 26-06-2018
