Stor succes for Nationalpark Vadehavets ’Operation Terneflåder’
Med John Frikke som projektleder og Anker Danielsen som tovholder med god støtte fra Leif Andersen, har
5-6 frivillige fra DOF Sydvestjylland for 4. år været på opgaven at få to flåder (på hver 3 x 6 m) lagt ud i
Esbjerg Havn til gavn for ynglende Fjord- og Havterner.
Der har været en del begyndervanskeligheder de første år. Flåderne blev for tunge med den mængde sand
og skaller, der kræves for at ternerne vil yngle på dem. Desuden viste det sig, at sandet og skallerne blev
skyllet rundt på flåderne, så der var områder med meget sand og andre med ingen sand. Sidste år blev
flåderne derfor tømt for sand, og der blev monteret flere pontoner under de to flåder, så de tunge
yngleområder kunne holdes flydende. Der er også lavet mindre parceller på dækket af de flydende
terneboliger, så sandet bliver, der hvor det i første omgang blev lagt.
En af flåderne overvintrede denne gang i lettere kæntret tilstand i havnebassinet. Den blev rettet op med
en omfordeling af sandet og den anden flåde blev midt i april hejst ud i vandet med en kran. Straks efter at
flåderne lå klar i havnebassinet, landede de første Fjordterner på ynglepladsen for at hævde deres
territorie.
Inden æggene lægges, fodrer hannerne hunnerne for at vise, hvor gode de er til at finde føde til de
kommende unger, og der var snart stor aktivitet og en del larm fra de flydende terneboliger. Især når sultne
Sølvmåger fløj over i håbet om at få en godbid! Sølvmågerne fandt hen ad vejen ud af, at ternerne var for
talstærke til at det kunne betale sig at finde føde der!
Da der var flest, blev der registreret op mod 50 par ynglende Fjordterner, men da der blev ynglet i flere
’etaper’ hen over sommeren, kan der godt have været helt op mod 100 par ynglende terner på flåderne i
år. En forsigtig vurdering lander dog på mindst 65 par og der var således kæmpe succes i 2024.
Nu er ternerne fløjet til varmere lande, og efterårsstormene nærmer sig. Derfor har vores hjælpsomme og
dygtige bådfører, som har hjulpet os med at bugsere flåderne fra og til, nu bugseret dem til kaj, så næste
skridt er, at Esbjerg Havn som sædvanligt hjælper os med at få dem hejst op på kajen.
I løbet af vinteren vil flåderne blive repareret og forbedret, så de er klar til endnu en god ynglesæson for
ternerne i 2025.
Tekst: Karin Gustausen og John Frikke, oktober 2024
Foto: Karin Gustausen